24 timer der ikke ændrede verden...

I starten af oktober var der 24 timers comic book day. En årlig global begivenhed, der i store træk går ud på at lave 24 siders tegneserie på 24 timer.
Jeg gjorde det for 2 år siden selv om det holdt hårdt, så selvfølgelig kunne jeg gøre det igen. Og denne gang følte jeg mig i den grad bedre mentalt forberedt.

Et ægte Rock’n’roll eventyr, med alt hvad den kunne trække af klicheer og et brag af en slutning havde taget form i min hjerne, og nu var det kun et spørgsmål om at få det hele ned på papiret.

Piece of cake!

Jeg kom dog lidt skævt fra start, da min kære hustru og ungerne lige skulle ud af døren først og videre i sommerhuset, så der gik 1 ½ time før jeg rigtig kom i gang.
Jeg havde forlænget vores spisebord og linet op med Red Bull, mørk chokolade frugt og min bærbare, samt mine bedste tuscher, blyanter og pair, og jeg skulle nok få indhentet det forsømte. I værste tilfælde måtte jeg så lægge 1 ½ time i den anden ende, men på det tidspunkt burde jeg være helt færdig, så godt som jeg havde forberedt mig.

Men trods masser af inspirerende rock musik og de helt perfekte omgivelser havde jeg efter 8 timer kun lavet 5 sider.




Panikken bredte sig langsomt i min trætte hjerne, da jeg indså at jeg nok ikke kunne nå det. Hvad fanden gjorde jeg nu med de resterende 19 sider!?
Jeg måtte lave afslutningen på historien, og så efterfølgende lave så meget af midten jeg kunne nå.
Men eftersom jeg både havde valgt at holde en mere realistisk stil (Som IKKE er min force) og samtidig lave en slutning på historien som krævede en del research, kunne jeg godt se at tiden var mere end knap.
Jeg droppede min oprindelige slutning, og lavede en som var nemmere for mig at tegne.
Så klokken seks om morgenen kunne min hovedperson endelig betræde den evige musikklub i himlen, og jeg selv kollapsede i sengen og faldt i søvn før hovedet ramte puden…

Så derfor fik jeg kun lavet 14 sider, og de resterende 10 som mangler i midten af historien, må man selv tænke sig til.

Det har dog givet mig blod på tanden til en længere rock’n’roll fortælling. Dog skal den både være længere og indeholde tekst og talebobler. Men det kræver mere end bare 24 timer.

Zardinis zombificerede tilstand

Okay, jeg ved godt at det er længe siden…

Det er sikkert så længe siden at de 5 der vitterligt var interesseret i mine indlæg er blevet reduceret til 2. Nemlig min gamle mor og min kære hustru.

Og så pludselig ud af det blå, så er jeg her igen. Og det skulle vel aldrig være fordi at det første album med Zardini udkommer på fredag?

Svaret er selvfølgelig et stort rungende: JO, FOR HELVEDE!



Jeg har haft en god sponsor i tryllekunstneren Steen Pegani. men ellers har jeg selv betalt for trykning af album, postkort og visitkort, og er selvfølgelig interesseret i at få mine egne udgifter dækket, og det kræver at jeg får solgt omkring 100 enheder.

Det lyder sikkert ikke af så meget, men når man blot er en lille fisk i det store hav af etablerede tegneseriekunstnere (Okay, måske ikke ligefrem et stort hav, men nok snarere en lille sø med krusninger i overfladen.), så er det ikke helt realistisk at tro på det helt store salg. Når jeg så samtidig ikke er bakket op af et etableret forlag men har valgt at udgive selv, så kan 100 enheder godt lyde af meget.



Og hvordan kan jeg i det hele taget forvente at folk gider at købe mit album? Når den blog som skulle have hjulpet mig med at promovere min serie, og på længere sigt have hjulpet de mennesker der selv gerne ville i gang med at lave tegneserier med lidt tips og tricks (Godt vi har Tatiana!), har ligget stille i et års tid?

Og det er ikke kun bloggen der har ligget stille, for det har Zardini-serien stort set også.

Havde det ikke været på grund af Steen Pegani, som udgiver trylle-fagbladet: Pegasus+ hvori der vises en side hvert kvartal, var serien på nuværende tidspunkt nok stendød.



Er jeg så blevet fuldstændig inaktiv i det forgangne år? Har jeg mistet gejsten til at tegne?

Ikke det mindste, og da jeg arbejder i det daglige med børn, har jeg haft rig mulighed til at tegne alt fra missil-affyrende kæmperobotter, dræber-hajer til kattekillinger og ikke mindst... Nuttede kaniner. ;-)

Men jeg har også fået en ny stilling som kræver både et større ansvar og langt flere møder (4 alene i dag!) end jeg er vant til, og derfor har jeg valgt at sætte de større projekter enten helt på stand-by, eller kun lave det jeg selv synes er sjovt.



Så Zardini er bestemt ikke helt død, blot en smule zombificeret.



Jeg vil gerne slutte den første 2-årige epoke af Zardini fortællinger, ved at udgive et album som samler det hele. Både alle de rigtig skægge og dem ,som af den ene eller anden grund, jeg bitterligt har fortrudt jeg har lavet.

Med andre ord; man får det hele, morsomt eller ej, warts and all… Samtlige 23 færdige sider.



Det lyder selvfølgelig ikke af meget, og det er det såmænd heller ikke. Til gengæld har jeg været et godt dyk i skitsebøgerne og skrivebordskuffen og fundet lidt godbidder frem, som jeg selv syntes var sjovt og/eller interessant.

Dertil har jeg også krydret albummet med lidt sjove anekdoter samt hvad jeg har haft af enkelt-illustrationer.



Albummet kan naturligvis købes på Gimles stand, og jeg vil være på Komiks.dk både lørdag og søndag.

Hvis jeg nu ikke får udsolgt i løbet af weekenden, vil resten af oplaget sælges direkte gennem mig. Det kan gøres enten ved at sende mig en besked eller gennem den officelle Zardini Facebook-gruppe: Den store Zardinis venner.

Hvis det heller ikke rykker, kan i sikkert finde albummet om to måneder i Føtex til en tier.

…I så fald har man sparet 65,-.