24 timer der ikke ændrede verden...

I starten af oktober var der 24 timers comic book day. En årlig global begivenhed, der i store træk går ud på at lave 24 siders tegneserie på 24 timer.
Jeg gjorde det for 2 år siden selv om det holdt hårdt, så selvfølgelig kunne jeg gøre det igen. Og denne gang følte jeg mig i den grad bedre mentalt forberedt.

Et ægte Rock’n’roll eventyr, med alt hvad den kunne trække af klicheer og et brag af en slutning havde taget form i min hjerne, og nu var det kun et spørgsmål om at få det hele ned på papiret.

Piece of cake!

Jeg kom dog lidt skævt fra start, da min kære hustru og ungerne lige skulle ud af døren først og videre i sommerhuset, så der gik 1 ½ time før jeg rigtig kom i gang.
Jeg havde forlænget vores spisebord og linet op med Red Bull, mørk chokolade frugt og min bærbare, samt mine bedste tuscher, blyanter og pair, og jeg skulle nok få indhentet det forsømte. I værste tilfælde måtte jeg så lægge 1 ½ time i den anden ende, men på det tidspunkt burde jeg være helt færdig, så godt som jeg havde forberedt mig.

Men trods masser af inspirerende rock musik og de helt perfekte omgivelser havde jeg efter 8 timer kun lavet 5 sider.




Panikken bredte sig langsomt i min trætte hjerne, da jeg indså at jeg nok ikke kunne nå det. Hvad fanden gjorde jeg nu med de resterende 19 sider!?
Jeg måtte lave afslutningen på historien, og så efterfølgende lave så meget af midten jeg kunne nå.
Men eftersom jeg både havde valgt at holde en mere realistisk stil (Som IKKE er min force) og samtidig lave en slutning på historien som krævede en del research, kunne jeg godt se at tiden var mere end knap.
Jeg droppede min oprindelige slutning, og lavede en som var nemmere for mig at tegne.
Så klokken seks om morgenen kunne min hovedperson endelig betræde den evige musikklub i himlen, og jeg selv kollapsede i sengen og faldt i søvn før hovedet ramte puden…

Så derfor fik jeg kun lavet 14 sider, og de resterende 10 som mangler i midten af historien, må man selv tænke sig til.

Det har dog givet mig blod på tanden til en længere rock’n’roll fortælling. Dog skal den både være længere og indeholde tekst og talebobler. Men det kræver mere end bare 24 timer.

Zardinis zombificerede tilstand

Okay, jeg ved godt at det er længe siden…

Det er sikkert så længe siden at de 5 der vitterligt var interesseret i mine indlæg er blevet reduceret til 2. Nemlig min gamle mor og min kære hustru.

Og så pludselig ud af det blå, så er jeg her igen. Og det skulle vel aldrig være fordi at det første album med Zardini udkommer på fredag?

Svaret er selvfølgelig et stort rungende: JO, FOR HELVEDE!



Jeg har haft en god sponsor i tryllekunstneren Steen Pegani. men ellers har jeg selv betalt for trykning af album, postkort og visitkort, og er selvfølgelig interesseret i at få mine egne udgifter dækket, og det kræver at jeg får solgt omkring 100 enheder.

Det lyder sikkert ikke af så meget, men når man blot er en lille fisk i det store hav af etablerede tegneseriekunstnere (Okay, måske ikke ligefrem et stort hav, men nok snarere en lille sø med krusninger i overfladen.), så er det ikke helt realistisk at tro på det helt store salg. Når jeg så samtidig ikke er bakket op af et etableret forlag men har valgt at udgive selv, så kan 100 enheder godt lyde af meget.



Og hvordan kan jeg i det hele taget forvente at folk gider at købe mit album? Når den blog som skulle have hjulpet mig med at promovere min serie, og på længere sigt have hjulpet de mennesker der selv gerne ville i gang med at lave tegneserier med lidt tips og tricks (Godt vi har Tatiana!), har ligget stille i et års tid?

Og det er ikke kun bloggen der har ligget stille, for det har Zardini-serien stort set også.

Havde det ikke været på grund af Steen Pegani, som udgiver trylle-fagbladet: Pegasus+ hvori der vises en side hvert kvartal, var serien på nuværende tidspunkt nok stendød.



Er jeg så blevet fuldstændig inaktiv i det forgangne år? Har jeg mistet gejsten til at tegne?

Ikke det mindste, og da jeg arbejder i det daglige med børn, har jeg haft rig mulighed til at tegne alt fra missil-affyrende kæmperobotter, dræber-hajer til kattekillinger og ikke mindst... Nuttede kaniner. ;-)

Men jeg har også fået en ny stilling som kræver både et større ansvar og langt flere møder (4 alene i dag!) end jeg er vant til, og derfor har jeg valgt at sætte de større projekter enten helt på stand-by, eller kun lave det jeg selv synes er sjovt.



Så Zardini er bestemt ikke helt død, blot en smule zombificeret.



Jeg vil gerne slutte den første 2-årige epoke af Zardini fortællinger, ved at udgive et album som samler det hele. Både alle de rigtig skægge og dem ,som af den ene eller anden grund, jeg bitterligt har fortrudt jeg har lavet.

Med andre ord; man får det hele, morsomt eller ej, warts and all… Samtlige 23 færdige sider.



Det lyder selvfølgelig ikke af meget, og det er det såmænd heller ikke. Til gengæld har jeg været et godt dyk i skitsebøgerne og skrivebordskuffen og fundet lidt godbidder frem, som jeg selv syntes var sjovt og/eller interessant.

Dertil har jeg også krydret albummet med lidt sjove anekdoter samt hvad jeg har haft af enkelt-illustrationer.



Albummet kan naturligvis købes på Gimles stand, og jeg vil være på Komiks.dk både lørdag og søndag.

Hvis jeg nu ikke får udsolgt i løbet af weekenden, vil resten af oplaget sælges direkte gennem mig. Det kan gøres enten ved at sende mig en besked eller gennem den officelle Zardini Facebook-gruppe: Den store Zardinis venner.

Hvis det heller ikke rykker, kan i sikkert finde albummet om to måneder i Føtex til en tier.

…I så fald har man sparet 65,-.

Tilblivelsen af et tegneserie-album Del. 1.

Velkommen til min blog, som det næste års tid skal fungere som en slags ”bag om serien” for min tegneserie, Den store Zardini.

For dem som ikke kender min serie, kan jeg kort fortælle at det er tale om en pantomime serie bestående af en række et-sides gags. 17 indtil videre.

Og hvem er så Zardini?
Zardini er måske verdens største magiker...på en go' dag.
Hans fantastiske tricks og magiske evner efterlader ofte publikum stumme af forbløffelse.
Desværre hænder det at tingene ikke altid går som planlagt. En farlig cocktail af muterede kaniner og hævnlystne klovne samt en klodset assistent, gør ofte livet surt for vores helt. Men fortvivl ikke, den store Zardini kommer altid stærkt igen med et nyt trick oppe i ærmet....

Serien startede i bladet Free Comics tilbage i januar ’08. Dengang var den i sort/hvid, da jeg på det tidspunkt ikke var helt ferm til at farvelægge på computeren (Det er jeg nok stadig ikke, men det ser da lidt bedre ud).
Torben som er redaktør på bladet, var temmelig glad for den ene side jeg havde fået lavet og opfodrede mig til at fortsætte serien. Hvilket jeg så gjorde.

Siden hen spurgte Frank Madsen om den kunne køre som fast webcomic på hans nye hjemmeside: planetcomics.dk, og det kunne jeg jo heller ikke sige nej til.

Det betød at jeg nu måtte lave en ny side med Zardini om måneden, hvilket på det tidspunkt var en temmelig skræmmende tanke.
Ser i, jeg har altid været lidt af en doven tegner og temmelig uskolet. Så derfor holdt jeg mig til at lave stribeserier og vittighedstegninger, der oftest kunne laves på et par timer og som regel ikke bestod af mere end 3 – 4 tegninger. En nem tjans.
Men her stod jeg pludselig og skulle lave en månedlig tegneserie som skulle fylde en HEL side. Tanken alene var nok til at give mig sved på panden.

Samtidig følte jeg at jeg havde malet mig selv lidt op i et hjørne ved at lade serien foregå helt uden ord og have noget så ordinært som en tryllekunstner i hovedrollen.
Det havde sine naturlige begrænsninger for at sige det mildt, og jeg var ofte i tvivl om jeg havde idéer nok til at kunne fortsætte serien efter de fem første jokes.

En anden ting var mine egne evner som tegner.
Jeg har altid fået ros for at være en god tegner, men har samtidig også været meget bevidst om mine egne begrænsninger. Så det var sjældent at jeg tegnede mere end et hus eller en hæk som baggrund i mine serier. Og skulle det ske at tegningerne krævede lidt perspektiv eller større landskab, så måtte jeg ofte sidde i timevis og viske og tegne om før det så bare nogenlunde ud.
Men oftest sprang jeg over hvor gærdet var lavest, og blev lidt af en mester i antydningens kunst.

Men med Zardini var jeg i højere grad tvunget til at ændre ”kameravinkler”, tegne i perspektiv og udtrykke mig klarere i tegningerne.
Jeg kunne jeg ikke længere nøjes med et hoved i et hjørne med en stor taleboble over. Nu var det pludseligt vigtigt at få det rigtige ansigtsudtryk og kropssprog, så der aldrig var tvivl om hvad mine figurer tænkte og følte i en given situation.
Hvis det ikke fungerede ordentligt, ville joken som regel falde til jorden, og de folk som jeg viste en ny side til ville ofte bare stå med et fåret udtryk og mumle noget i retning af: ”Øhhh?... Jeg tror ikke helt jeg forstår”….

Men så deltog jeg i tegneserie-maratonen, og i løbet af et døgn fik jeg tegnet og fortalt en historie på 24 timer, hvilket jeg ikke i min vildeste fantasi ville tro var noget JEG kunne præstere.
Men ikke desto mindre gennemførte jeg, og der var oven i købet nogen der udtrykte at de kunne lide den (!?).

Se, det gav blod på tanden.
Så jeg besluttede mig for at lave et album. I ved så’en et rigtigt tegneseriealbum som dem man købte i kioskerne i 80’erne.
Og jeg havde såmænd også en deadline. Helt præcist skulle mit album være færdigt og trykt d. 21 maj 2010…

Du skal være velkommen til at kommentere og stille spørgsmål undervejs. Det er så’en set også en af grundene til at jeg skriver mine indlæg.
Hvis du vil se mere til Den Store Zardini, så tjek ud min hjemmeside: www.thopart.dk
Eller meld dig ind i Facebook-gruppen: ”Den Store Zardinis venner” vi er tæt på at være 200 glade medlemmer.
Zardini har også sin egen Myspace-side som du kan besøge her: www.myspace.com/zardini

Næste gang: Målet.

Pyha!..Tegneserie-marathonen er gennemført.

Det var en træt og stille mand der søndag formiddag blev hentet i bil af sin kone og to hyper-aktive unger (Den ene med en ballon mellem hænderne og den anden med en viftende pind!).
Forud havde jeg kæmpet mod en stram tidsplan, for der skulle laves 24 færdige sider i løbet af kun 24 timer.
Hvorfor jeg havde meldt mig til et så blæst projekt, spurgte jeg mig selv om flere gange i løbet af det næste døgn.

Jeg havde forberedt mig godt da jeg troppede op på tegnestuen Gimle på Nørrebrogade, lørdag lidt i 10 om formiddagen.
Jeg havde en stor stak reference-bøger (Som jeg aldrig fik brugt) min Ipod med tilhørende højtalere, en masse frugt og juice, mit fyldte penalhus, linealer, papir, energi-drik og en masse kaffe.

jeg havde en god ide til en historie. Den skulle handle om en fyr i en gummicelle iført en spændetrøje, som så sit snit til at flygte fra anstalten hvor han var indlagt, og tage flugten til storbyen hvor han så ville komme ud for en masse spændende oplevelser...

Så langt så godt. Men efter 9 timer havde jeg kun fået lavet 7 sider, og jeg begyndte at tvivle på om jeg overhovedet ville nå det til tidsfristen. Det hjalp heller ikke at jeg følte et hvis pres fra Seriejournalens forum om at jeg skulle uploade siderne efterhånden som de blev tegnet, da jeg ikke var særlig bekendt med tegnestuens skanner og elektroniske udstyr.

Og så var der ensomheden...
Udover et kort visit af min gode ven Lars, som også var flink til at ringe og sende SMS'er undervejs, var der ganske tomt på tegnestuen. Heldigvis kom Torben hen ad aftenen (Redaktør på Free Comics som har kontor på Gimle) , han kunne holde mig lidt med selskab i de korte pauser jeg tillod mig selv at holde.


Jeg tillod også mig selv at købe sushi til middag. Jeg var dog forinden blevet ringet op af min gode ven Berti og inviteret til stegt flæsk, selvom han udemærket vidste hvad jeg var i gang med. Det forhindrede ham dog ikke at prøve at lokke mig væk fra tegnebordet...Den snu ræv!
På vej tilbage til tegnestuen med sushien under armen, mødte jeg en anden god ven, Thomas og hans smukke kone som selv skulle ud og spise. Som arkitekt havde han en del gode fif om hvordan man undgik at få krampe i hånden, når man havde siddet i længere tid og tegnet. Det var nogle gode råd som jeg flittigt fik udøvet ud på morgenstunden.

Som natten skred frem gik det hurtigere med siderne og jeg havde efterhånden indhentet den tabte tid.
Stemningen blev også¨mere og mere løssluppen ned på Nørrebrogade som natten skred frem, men døde dog ud da barene begyndte at lukke og fejemaskinerne kom kørende.

Jeg begyndte at kunne se en ende på min historie, som efterhånden havde taget en temmelig mærkelig og syret drejning, hvilket sikkert skyldtes al den koffein jeg havde i blodet. Min hånd var efterhånden også ved at blive både øm og lam, og det blev sværere at skrive teksterne og tegningerne blev mere og mere sjusket. Jeg følte også at jeg så ting ud af øjenkrogen som ikke var der, men derudover følte jeg ikke trætheden som sådan.

Kl. 9.30 kunne jeg så endelig lægge pennen fra mig. jeg havde ellers regnet med at gå siderne igennem og lave touch-ups i den sidste tid, men jeg orkede ikke mere...

For de interesserede er der her en liste over de skiver jeg fik hørt undervejs i kronologisk rækkefølge:
Ella Fitzgerald - Sings Rodger and Hammerstein, AC/DC - Black Ice (Den nye!), Faith No More - Fool for a Day..., Dandy Warhols - Thirteen tales, Cure - Greatest Hits Acoustic, Blur - Live, Cheap Trick - Live at Budokan, Black Rebel Motorcycle Club - B.R.M.C, Doors - Live in Philadelphia, Focus - Best of, Live - Greatest Hits, AC/DC - Black Ice (Igen!...Det er en fed skive!), Jimi Hendrix - Last Rays of..., Magnolia - Soundtrack, Bob Marley - Legend.

Resultatet kan ses her: http://www.seriejournalen.dk/debat/viewtopic.php?f=21&t=10328

24 timers tegneserie-marathon. Hvad er det dog jeg har meldt mig til!!??

Som nogen måske er klar over, så tegner jeg tegneserier.
Og i år har jeg så endelig meldt mig til en årlig tradition, nemlig 24 timer tegneserie-marathonen.

For dem der ryster på hovedet og tænker "Øhh?..Hvad!?" Må jeg nok hellere forklare...

Konceptet går i sin enkelhed ud på at fra på lørdag d. 18 kl. 10.00, skal man sidde i 24 timer og lave en 24-siders færdig og rentegnet tegneserie.
Det bliver afholdt samme dag over hele kloden.
Der er flere måder folk afholder det. Nogen danner grupper, andre melder sig til via tegneserie-relaterede hjemmesider (Jeg selv har meldt mig til Seriejournalen.dk's happening, og skal tegne inde på tegnestuen Gimle, som jeg har været medlem af i et par år.)

Hvad fa'en har jeg gang i!?

For det første er jeg ikke 25 længere, jeg har kone og børn og så er der det der med bare at rive et døgn ud af kalenderen. For dem af jer der selv har stiftet familie ved sikkert udemærket hvad jeg snakker om.
Men heldigvis har jeg en meget forstålig (og sød) kone, som godt kan se at det i sidste ende kunne give mig noget på den kunstneriske og kreative side, ved at gennemføre marathonen.

Så sådan ligger landet...Fra lørdag til søndag burer jeg mig inde med masser af papir og tegneredskaber og prøver at få min indre tegneserie-muse frem i lyset.

Ønsk mig held og lykke!

Nudler med ostepulver og andre kulinariske oplevelser

Lad det være sagt med det samme, jeg elsker mad!

Og jeg mener al slags mad. Økologisk og sundt med masser af grønt, til en saftig Dobbelt-Whopper Cheese med frituredryppende fritter, jeg æder det hele!
Jeg har aldrig været kræsen og har altid haft en eventyrlyst efter at prøve og finde nye eksotiske retter.
Konen og jeg har selv en stor forkærlighed for at spise kinesisk, og hvis jeg befinder mig tæt ved Rådhuspladsen, tager jeg tit turen forbi Burger King eller KFC.

Selvfølgelig tænker jeg over hvad jeg propper i kæften i det daglige, og da min kone er på kur, får vi masser af sunde retter i hjemmet for tiden.
Min filosofi er at hvis man spiser varieret nok, så kan man godt nuppe sig en svedig burger en gang imellem. Livet ville fan'me være kedeligt hvis man ikke kunne tage sig den slags friheder.

Jeg må også erkende at jeg nok er en smule flommet, jeg syn's ikke jeg er så'en smælderfed, men lidt overvægtig...Altså bare en smule.

hvad er det så lige jeg vil sige...?

Trods et større og større udbud af madvarer i de danske supemarkeder, så er der bare nogle delikatesser man aldrig kan finde på hylderne.
Jeg har ofte været på ferie i frankrig, og bringer ofte madvarer med hjem. Det kan være diverse franske pateer, oste, grøn mynte-saft, absint o.m.a. som alle er ting man ikke finder på de danske hylder.

For over tyve år siden gik jeg på High School i South Carolina. Der blev jeg mere eller mindre afhængig af flere amerikanske og temmelig usunde produkter, såsom: Peanut butter, Dr. Peppers, Reese's Peanut Butter Cups, Oreo Cookies og så var der selvfølgelig delikattesen over dem alle, Gudernes favorit-ret....macaroni & cheese.

De fleste af de overnævnte produkter kan efterhånden findes herhjemme, måske ikke altid i supermarkederne, men så i butikker som 7eleven.

To ting savner jeg stadig. Den gode peanut butter med masser af sukker og fedt, og ikke det der øko-crap der står på hylderne i Føtex. og så er der jo lige....macaroni & cheese
Små billige nudler som kan koges på 2 minutter og orange ostepulver som skal røres i sammen med mælk og smør. Lyder lækkert, ik'?

Selv 20 år efter, hang trangen til denne udsøgte ret stadig i min underbevisthed og flåede i min sjæl, som var jeg en junkie med abstinenser.
Hvad gør en junkie som ikke kan finde sit fix på de danske supermarkedshylder? Han går selvfølgelig på nettet!
Og inden for ganske få klik var der bid!...Køb amerikanske madvarer og får dem bragt til døren.
Var det virkelig sandt eller var det den indre junkie-dæmon der fik mig til at se ting der ikke var der?
Med rystende hænder bestilte jeg fluks 10 pakker...

Det var en stor dag da der lå en seddel i postkassen om at jeg skulle afhente en pakke på posthuset. Postdamen gloede godt nok mærkeligt på mig da hun hørte pakken rasle, men undlod (heldigvis) at spørge til indholdet.




I dag har jeg ro i sjælen igen. Der står ni pakker med oste-nudler i skabet.
Gad vide hvor længe der går før min indre junkie skal ha' bestilt ti pakker til?

Hader Postdanmark deres kunder?

Som stor tegneseriefan, og især på grund af en stor kærlighed til de gamle belgiske klassikere, abonnerer jeg på Splint & Co bogserien.
hver anden måned modtager jeg et nyt flot bind i serien, og hver gang glæder jeg mig til at læse om Splint og Kviks eventyr i de glade 50'ere, altimens jeg får mig en ordentlig..ahem!..skider.


MEN!...2 gange ud af 4 leveringer (!) har jeg modtaget bog-pakken med et ordenligt tryk 16 i det ene hjørne.
Jeg har hver gang ringet til Egmont, som har været flinke nok til at sende et nyt fejlfrit eksemplar, helt uden omkostninger. Se det er god service!

Men det får mig til at undre mig over, hva' fa'en det lige er Postdanmark laver med vores pakker?
Spiller de Baseball med dem? Pakke Hacky Sack? Måske de har gang i en lille fodbold-turnering, dog med det minus at de mangler en bold.
Jeg ved det ikke.

Et eller andet sted har jeg lidt på fornemmeren at det kunne være noget personligt. At de ganske enkelt har set sig sur på lille mig, sikkert fordi jeg ofte bestiller tunge bog-pakker og andre besværlige genstande fra Amazon og lign. steder.
Måske min postkasse er for kedelig og hænger skævt, måske mit hus er malet i den forkerte farve, hvad ved jeg?

Men jeg har bare en stærk fornemmelse af at de er efter mig...Jeg VED de er efter mig!

Jeg burde tage en syge/pjække dag i morgen, bare så jeg kan holde øje med budet...